Sportsfysioterapeut med Vanløse IF

“Jeg får derfor rejst mig op utallige gange i løbet af en kamp, men ender heldigvis med at sætte mig ned igen, da det som oftest er falsk alarm.”

“… i går var jeg på banen en enkel gang – jeg tror primært det var, fordi Nicolai Johansen var tørstig, at han lagde sig ned efter en duel.”

For fodboldspillere vil kulminationen på træningsugen altid være weekendens kamp – og det er egentlig det samme, som gør sig gældende for fysioterapeuten, som arbejder med spillerne. Derfor glæder jeg mig altid til, der er kampe i de danske divisioner, hvor størstedelen af de spillere, som jeg arbejder med i hverdagen, spiller. Det er altid tilfredsstillende at se en spiller, som man har behandlet, være i startopstillingen og naturligt endnu mere tilfredsstillende, hvis man hører eller ved selvsyn oplever, at spilleren leverer og gør en forskel i kampen. Prikken over i’et er naturligvis den skadede angriber, som endelig gør comeback efter et skadesforløb og som i fuld sprint løber imod dig, fordi han hellere vil fejre scoringen med dig end sine holdkammerater.

I går havde jeg fornøjelsen af at være med på bænken for Vanløse IF, da de i 2. division spillede udekamp mod B93. Det er ellers nogle måneder siden, at jeg har været med på en bænk, efter at jeg stoppede i BK Frem. Men som nævnt; kampen er kulminationen. Kulminationen på det arbejde, man har lavet med spillerne i de forgangne uger. Dagen før havde jeg eksempelvis fire Vanløse-spillere samlet i et 15 kvm stort kliniklokale, hvor de en efter én blev tilset og behandlet.

Som fysioterapeut er der stor forskel på hvilke klienter, man behandler. Fodboldspillere anser jeg personligt som værende først og fremmest behagelige og sjove at arbejde med, men på den anden side også krævende og utrolig resultatorienterede ift. deres behandling. Som med alle andre patienter er det vigtigt, at de personer, man skal behandle, har tiltro til, at man som fysioterapeut kan hjælpe dem videre. De skal vide, at man er grundig, ærlig og ikke mindst dygtig til det, man laver. Den respekt nyder jeg godt af i Vanløse – både fra trænerteamet og spillerne, hvilket jeg mener, er en af årsagerne til, at vi har et så godt samarbejde.

Men for at vende tilbage til Østerbro Stadion, så er der flere ting, man skal have styr på, inden kampstart. Det første, jeg gør, når jeg ankommer, er naturligt at hilse på spillere og trænere. Her får jeg gerne en status fra de spillere, som jeg kan have bekymringer for eller for nyligt har behandlet. Som regel har vi allerede en klar plan for, om spilleren skal lave en særlig form for opvarmning, om han skal tapes eller have behandling, inden de går på banen, men der dukker altid noget op, som man ikke havde forventet. Det næste, jeg gør, er at tjekke omklædningsrummet – nogle 2. divisionsklubber er ikke altid så gode til at sætte brikse op for udeholdet, og så skal man have fat i modstanderens holdleder. B93 havde naturligvis styr på det. Jeg skal som regel alligevel have fat i holdlederen for at vide, hvor den nærmeste hjertestarter befinder sig, hvis jeg ikke er stødt på den allerede. Selvom det er utænkeligt, at jeg skulle få brug for det, så har jeg det bedst med selv at vide, hvor den står.

Mens dette står på, er man som oftest stødt ind i spillere fra modstanderholdet, som man tidligere har behandlet, og dem håber man jo selvfølgelig også det bedste for. Tilbage i omklædningsrummet får jeg et sidste tjek på lægetasken. Den skulle gerne være tjekket i løbet af ugen, men den får altid lige et ekstra tjek. Jeg vil vide, hvor mine ting er, så jeg ikke skal bruge unødig tid på banen, hvis uheldet skulle være ude. De spillere, som jeg har aftaler med, får en let behandling og tapening, inden opvarmningen går i gang. I Vanløse IF har jeg ikke ansvar for opvarmningen, da jeg sjældent er med til kampe, så her får jeg et lille pusterum i nærheden af spillerne.

Når kampen går i gang, er min fornemmeste opgave at være klar, hvis uheldet er ude. Jeg følger kampen tæt, da det kan være til stor hjælp at have set episoden, hvis der skulle opstå en skade. Jeg får derfor rejst mig op utallige gange i løbet af en kamp, men ender heldigvis med at sætte mig ned igen, da det som oftest er falsk alarm. I går var jeg på banen en enkel gang – jeg tror primært, det var, fordi Nicolai Johansen var tørstig, at han lagde sig ned efter en duel. Men er uheldet ude, så skal jeg være klar. Jeg har en klar procedure, når jeg løber på banen, og nogle helt specifikke ting, som jeg tester, afhængig af hvor spilleren har slået sig. Jeg vil aldrig være i tvivl om, hvor vidt det er farligt for en spiller at spille videre. Som oftest er min erfaring, at det giver sig selv, om spilleren kan spille videre, men særligt ved hovedtraumer har jeg oplevet, at spillerne ikke altid har den rette selvindsigt, og så er det altså hverken dem eller træneren, som skal vurdere, om de skal fortsætte.

Det var sjovt at være med i går – dels fordi at Vanløse IF spillede en god kamp og vandt 2-0, og dels fordi samtlige spillere, som havde været til behandling, spillede fra start og oven i købet var nogle af holdets mest fremtrædende spillere. Særligt havde jeg haft nogle bekymringer med Mark Christoffersen, som weekenden forinden havde fået et grimt slag og dårligt kunne komme ud af banen efterfølgende. Havde jeg spurgt Mark, efter at han dagen forinden havde fået behandling, om han kunne spille, så havde han nok været i tvivl. Men i går lignede han en mand, som kunne have snuppet en kamp mere, hvis det var nødvendigt. Og netop sådan noget er jo voldsomt tilfredsstillende som fysioterapeut.

Jeg vil i en af vores kommende blogs komme nærmere ind på, hvad jeg undersøger, når jeg kommer på banen, og mere præcist hvorfor det er vigtigt for mig at undersøge det på banen og ikke bagefter.

Hele kampen, mål og highlights fra B93-Vanløse:

https://mycujoo.tv/video/b93?id=24021